Bliver det Afrikas epoke nu?

World Cups betydning for afrikanerne  

Af Hans Erik Stolten

Når man har beskæftiget sig med anti-apartheidbevægelsens og Sydafrikas historie gennem en del år, må World Cup efterlade en med blandede følelser.  Gennem apartheidårene var soccer-sporten en torn i øjet på raceideologerne. Allerede under segregationperioden, før apartheidlovene fra 1948 forstærkede formaliseringen af raceadskillelsen, leverede fodboldsporten mentalt overskud, der gjorde det lettere for sorte townshipbeboere at leve med den daglige marginalisering.  Fodbold var – i udtalt modsætning til rugby - den sport, hvor de sorte var de ledende. Allerede fra 1880’erne var lokale sorte klubber aktive, i begyndelsen mest indiske. Afrikanske ligaer blev dannet fra 1920'erne. I 1935, i perioden før anden verdenskrig, hvor liberale attituder var relativt fremherskende, blev den første, tværraciale turnering lanceret med afrikanske, blandede og indiske hold. Leepile Taunyane, den 81-årige ærespræsident for Sydafrikas Premier Soccer League, mener, at disse kampe havde historiske konsekvenser for fodbold som en form for modstandssport, hvor man aldrig helt accepterede regeringens adskillelsespolitik. Fra et område, hvor en grad af raceanarki blev tolereret, byggedes et fundament for senere integration.  

Nogle af de førende, overvejende sorte, hold, som nu spiller i Sydafrikas Premier Soccer League har historier, der går tilbage til en ydmyg oprindelse før apartheid. Orlando Pirates blev grundlagt i 1937 og Moroka Swallows i 1947. Udbrydere fra Pirates dannede Kaizer Chiefs i 1970 og disse to klubber, der begge henter deres kernegruppe af fans i Soweto, har udviklet sig til de mest profilerede konkurrenter i sporten. Fra slutningen af 70'erne, begyndte disse hold at tiltrække stadig større, delvist politiserede fanskarer og en del engelskdominerede, sydafrikanske firmaer begyndte samtidig at optræde med sponsorater. ”Big business så skriften på væggen. Der var penge at tjene på den nye sorte middelklasse”, som den sydafrikansk-fødte sociolog og fodboldfan, Chris Bolsmann, udlagde det. Han gik selv på et ”whites-only”-gymnasium i Pretoria og mødte første gang sorte på lige fod på fodboldbanen. Moderne, byboende, spillerberømtheder fra apartheidtiden, som Ace Ntsoelengoe og Jomo Sono, anfægtede den officielle opfattelse af afrikansk identitet, og blev senere rollemodeller for unge i det nye Sydafrika. Mens regeringens separate development strategi skærpede modsætningerne i 1960’erne, forsøgte hvide tophold sig med diverse manøvrer for at få lov til at spille mod sorte hold - vel vidende, at det var den egentlige test af deres duelighed. I 1977 lukkede den hvide professionelle liga ned og mange af dens spillere blandede sig diskret med den afrikansk-dominerede liga, der udviklede sig til et udstillingsvindue for sort selvbevidsthed. Sydafrikas sorte fodboldspillere var ret tidligt på banen med grundtankerne i det, som Desmond Tutu senere kaldte ”regnbuenationalisme” og som vi gennem de sidste uger har set udfolde sig under mangfoldige former. Da demokratiet kom til Sydafrika i 1994 blev regnbuevisionen ophøjet til forfatning, men faktisk var grundidéen i dette rummelige koncept for sydafrikansk statsborgerskab og identitet til stede ved dannelsen af National Soccer League i 1985. Da blev et afgørende skridt taget til afskaffelse af raceopdelingen i den professionelle sport midt under et omtumlet årti præget af borgerkrigsagtig frihedskamp mod det kolonilignende system. Det var samme år, som Sydafrikas militante fagforeninger samledes i landsorganisationen Cosatu. NSL (også kendt som PSL, Premier Soccer League) startede en samlingsproces som kulminerede med dannelsen af en ”non-racial” South African Football Association (SAFA) i december 1991, nogle få dage før ledere fra ANC og den sidste apartheidregering mødtes i forhandlingsforummet Codesa (Convention for a Democratic South Africa) til langvarige og omkæmpede diskussioner om Sydafrikas fremtid.

Sportsboykotten havde været en af den internationale anti-apartheidbevægelses tidligste og mest effektfulde sanktioner, men efterhånden, som den ”forhandlede revolution” skred frem, accepterede ANC en opblødning. FIFA havde oprindeligt optaget Sydafrika som medlem i 1952, men suspenderede det i 1961, da landet blev tvunget ud af Commonwealth efter Sharpevillemassakren. Efter nedkæmpelsen af Sowetoopstanden i 1976 blev landet helt udelukket. I Dakar, i januar 1992, hilste Confédération africaine de football (CAF) Sydafrika tilbage i folden, hvilket også banede vejen for landets tilbagevenden til FIFA. For at fejre begivenheden spillede Sydafrikas første raceintegrerede landshold, med tilnavnet Bafana Bafana (drengene), den 7. juli 1992 i Durbans King's Park stadion, hvor de besejrede Cameroun. Senere samme måned deltog sydafrikanske atleter i Barcelona for første gang i toogtredive år i de olympiske lege. Ligesom Ghanas Kwame Nkrumah og andre afrikanske ledere gjorde det under deres afkoloniseringsprocesser, benyttede Nelson Mandelas nationale enhedsregering sig af sporten til at bygge en ny fælles følelse af ”South Africanness”. I en sportsengageret befolkning med elleve nationale sprog og dybe raciale og økonomiske skel nød fodbolden godt af tæt regeringsopmærksomhed som et stærkt påkrævet, symbolsk samlingspunk. De officielle festligheder ved Mandelas indsættelse i præsidentembedet i maj til 1994 omfattede en fodboldkamp på et udsolgt Ellis Park Stadion i Johannesburg mellem Sydafrika og Zambia (hvor ANC havde sit hovedkvarter gennem to årtiers væbnet eksil). Regnbuenationalismen fik endnu et løft i februar 1996, hvor Bafana Bafana med et hold bestående af både afrikanere, farvede og hvide triumferede i African Nations Cup foran 90.000 entusiastiske tilskuere på FNB Stadion ved Soweto. Drengenes sejr kom blot et par måneder efter det sydafrikanske rugbylandsholds, Springboks, sejr i 1995 World Cup (også på hjemmebane), et helende øjeblik, der hjalp rugby-besatte, konservative, hvide mænd med at acceptere det nye Sydafrikanske demokrati. Oveni den internationale profilering, som sportstriumferne skaffede den omskabte nation, kom en fornemmelse blandt de sydafrikanske ledere af, at værtskabet til sportslige mega-events kunne udnyttes til at styrke den sociale sammenhængskraft i det fortsat delte samfund og samtidig understøtte en ikke særlig overbevisende økonomisk vækst. I løbet af de næste få år, iscenesatte Sydafrika med held All-Africa Games i 1999, Cricket World Cup i 2003 og flere andre internationale sportskonkurrencer. Landet var tæt på at vinde værtskabet for de Olympiske Lege i 2004 for Cape Town og FIFA World Cup i 2006. Da cuppen i stedet gik til Tyskland, profeterede daværende præsident Thabo Mbeki i en tv-tale, at Sydafrika ville vinde næste udbudsrunde. I de følgende år brugte han kampagnen for 2010 World Cup som et nationalt projekt, designet til at promovere ”brandet Sydafrika” på det globale marked og skildre landet som moderne, teknologisk avanceret, business-venligt og turist-eksotisk. Ifølge sportshistorikeren, Peter Alegi, fra Michigan State University, viste eksemplerne Mexico (1970 og 1986) og Sydkorea (2002), at et land kunne erhverve en kvasi-stormagtsstatus, netop fordi et værtskab for World Cup åbenlyst forudsætter, at landet er i besiddelse af udviklede økonomiske og infrastrukturelle kapaciteter. Også ideologiske faktorer indgik i kampen for World Cup, derunder den sydafrikanske regeringsfilosofi "African Renaissance", der indebærer, at den afrikanske kulturarv, i kombination med modernitet og globalisering, kan udnyttes til at revitalisere kontinentet. ”This is an African journey of hope … Africa's time has come”, som Mbeki udtrykte det i sin tale på FIFA House aftenen før tildelingen. I et brev til FIFA's præsident Joseph ”Sepp” Blatter i 2003 understregede Mbeki begivenhedens afrikanske karakter og mente, at den ”vil sende bølger af tillid fra Cape til Cairo og skabe sociale og økonomiske muligheder i hele Afrika”. Han mente også, at ”historikere en vil dag betragte 2010 World Cup som en tid, hvor Afrika stod stolt, og resolut vendte århundreders fattigdom og konflikt”.

I realiteten var det nok ikke så meget en genoplivning af tidligere tiders solidariske panafrikanisme, som det var Sydafrikas forsøg på at fremstå som kontinentets leder og indgangsporten for investeringer i Afrika. Nogle analytikere forudser, at VM 2010 vil skævvride regionens ulige, økonomiske forbindelser yderligere, således at nabolandene bliver endnu mere afhængige af Sydafrika, med alt hvad det kan medføre af vandrearbejde og xenofobi. Strukturen af den globale fodboldøkonomi gør det i sig selv vanskeligt overhovedet at holde en ”afrikansk” begivenhed. FIFA's World Cup model betyder, at de fleste processer er fastlagt på forhånd. Det økonomiske spin-off for regionen - forstået som Southern African Development Community - er indtil videre begrænset. Sydafrikas eksport til SADC-landene er næsten 10 gange så stor som importen derfra og ubalancen er stigende. Denne relativt fordelagtige udvikling af sydafrikansk erhvervsliv delvist på nabolandenes bekostning betyder, at fortidens vandring af arbejdskraft er genoptaget under nye former. Millionvis af immigranter befinder sig i Sydafrika og deres ressourcekonkurrence med sydafrikanske arbejds- og boligløse afføder bølger af fremmedhad. I maj 2008 kulminerede de hidtil voldeligste fremmedfjendske angreb i en episode, hvor 62 afrikanske indvandrere og flygtninge blev dræbt, hundreder såret og tusinder fordrevet. Forholdet mellem sydafrikanske fodboldfans og udenlandske spillere i Sydafrika udstiller ambivalensen i xenofobiproblemet. Fansene er villige til at tolerere udlændinge på deres fodboldhold, men ikke i deres lokalsamfund. De er splittet mellem stolthed over ”deres” udenlandske spillere og fremmedhad. Der er omkring firs spillere fra forskellige afrikanske lande, som arbejder professionelt i den sydafrikanske PSL-liga. Mange af dem klager over at blive stereotypiserede som ranere af arbejdspladser og ressourcer. Som den zimbabwiske angriber Gilbert Mushangazike fra Pirates siger: ”Vi er helte, når vi scorer mål, men vi er folks fjender på gaden”. World Cup har været den direkte årsag til at nogle udlændinge er blevet målrettet angrebet af myndighederne. Durbans kommunaldirektør, Mike Sutcliffe, ønskede byen ”renset” før 2010, hvorfor det lokale politi bortviste flygtninge fra boligområdet Albert Park. Ifølge sociologen Michael Neocosmos fra University of Pretoria, sætter de fremmedfjendske angreb påkaldelsen af en afrikansk renæssance i relief: ”Før befrielsen behøvede ANC frontlinjestaternes støtte - siden er Afrika for sydafrikanerne blevet ’the place of the other’ - et fremmed sted, vi nødtvungent må forholde os til”.

Sydafrikas World Cup Komite spåede, at turneringen ville skabe 130.000 arbejdspladser, tiltrække 500.000 turister og bidrage svarende til to procent af bruttonationalproduktet. Regeringen har brugt betydelige offentlige midler på stadioner, mediefaciliteter, transport- og kommunikationsinfrastruktur, samt sikkerhedsforanstaltninger. Fem nye skatteydersubsidierede stadioner er blevet opført: to 70.000-sædes arenaer i henholdsvis Cape Town og Durban og tre 40.000-sæders i Nelspruit, Polokwane og Port Elizabeth. Fem eksisterende stadioner er blevet renoveret, herunder FNB/Soccer City uden for Johannesburg med en spektakulær græskarformet skal. Omkostningerne til selve sportsanlæggene har formodentlig været omkring de 20 milliarder kroner. De samlede udgifter til infrastrukturudvikling vil derimod blive lavere end lovet og en del anlægsarbejder vil mest komme velstillede hvide til gode. Fagbevægelsen, Cosatu, har efter flere ulykker på det underfinansierede, almindelige jernbanenet taget afstand fra det nye luksustog, Gautrain.  Midt i fodboldbegejstringen er der grund til at minde om, at VM betyder personlige ofre for fattige sydafrikanere. Eddie Cottle, der er koordinator for kampagnen, Beyond 2010, påstår, at staten har brugt samme beløb til forberedelse af VM, som det har brugt på boligbyggeri over en tiårig periode.

Kvinder, der sælger mad udenfor stadion, er et af de almindeligste syn ved fodboldkampe i det sydlige Afrika. På de åbne pladser udenfor stadion tilberedes pap (majsgrød), idombolo (boller) og braaied (grillet) kød. Kvinderne ankommer langvejs fra før daggry og bliver til de sidste fans er gået hjem. Der har været længere mellem dem under VM, eftersom ”exclusive zones” er forbeholdt FIFA- godkendte handlende.

I Mpumalanga truede provinsregeringen med at tilbagekalde en skadesgodtgørelse på 63 millioner rand for land konfiskeret under apartheid, medmindre lokalsamfundet, Matsafeni, solgte en væsentlig del af forfædrenes jord for 1 rand, så der blev plads til at bygge et præstigestadion til 1 mia. rand. En repræsentant for Mbombela-området i Mpumalanga, Jimmy Mohlala, blev myrdet i januar 2009, muligvis fordi han afslørede det korrumperede samarbejde mellem myndigheder og entreprenører. Avisen Mail og Guardian fortalte historien om flere tusind elever, der brændte bildæk af i protest mod World Cup stadionet i Nelspruit, hvor lokalområdets eneste to skoler blev udlagt til parkeringspladser. Rationaliteten i investeringerne er blevet betvivlet af nogle fodboldkommentatorer, der sætter spørgsmålstegn ved nytten af de store, dyre stadioner, hvis bæredygtighed sandsynligvis vil være afhængig af et hvidt, billetbetalende rugby-publikum. Den tidligere leder af Sydafrikas Premier Soccer League, Trevor Phillips, hævder, at det ville have været mere fornuftigt at bygge mindre stadioner tættere på det fattige fodboldfolks kerneområder og så bruge de overskydende midler til træningsfaciliteter i townshipområderne.

På grund af overdrevent optimistiske prognoser, kombineret med den globale recessions afmatning af turiststrømmen, er det meget usandsynligt, at der kommer et samfundsøkonomisk overskud ud af processen. Størsteparten af de ansatte i de involverede firmaer har været korttidsansatte kontraktarbejdere, og servicearbejderne ved selve arrangementet udgøres mestendels af ulønnede frivillige. Selvom udgifterne til World Cup genererer skatter og afgifter og ikke kan plottes ind i et simpelt nulsum-regnskab, så har de allerede betydet færre midler til offentlig finansiering af social- og sundhedsprogrammer. Gennemsnitligt tjener afrikanske borgere cirka en ottendedel af en hvid sydafrikaner ifølge et survey lavet af Institute for Justice and Reconciliation fra januar 2008. I øvrigt er cirka halvdelen af dem arbejdsløse. Friske tal fra Adcorp Employment Index viser, at beskæftigelsen på det seneste er faldet med 6,2 procent. Givet, at millioner mangler boliger og adgang til uddannelse, og at 300.000 dør af aids hvert år, samtidig med at landet rummer en organiseret venstreopposition, er der udsigt til buldrende sociale tømmermænd.

Mange almindelige sydafrikanere har ikke har haft råd til World Cup-billetter, men må se sig reduceret til kulturel staffage. De tilføjer et afrikansk islæt ved at danse og synge i gaderne og fremvise sig i ”traditionelle” klædedragter for udenlandske besøgende og seere. Ifølge Yusuf Ebrahim, der var formand for den tidligere anti-apartheidbevægelses South African Council on Sport, er der ikke lavet nogen samlet plan for, hvordan VM kan forbedre vilkårene for unge. Dermed vil de positive resultater fra 2010 World Cup sandsynligvis begrænse sig til følelsesmæssige, immaterielle, glade minder; kortsigtede følelser af stolthed og enhed, måske kombineret med lidt større tillid blandt udenlandske investorer, samt en ansigtsløftning af vores billede af Afrika. Bevidst om de sociale og kulturelle forskelle håber den lokale CEO for 2010-organisationskomitéen, Danny Jordaan, at fodbolden endelig vil få europæerne til at forstå det: "Der er ingen modsigelse mellem at være afrikansk og være af verdensklasse".